3/3: Sammenhængen mellem eksponering for phthalater under graviditeten og barnets fremtidige helbred

Af Maria Helsbøl, cand.scient.san for Momcare.dk

EU’S lovgivning definerer et hormonforstyrrende stof, som et udefrakommende stof, der forårsager skadelige effekter hos en organisme eller dennes afkom som følge af ændringer i hormonsystemets funktion. Med andre ord er hormonforstyrrende stoffer kemikalier, der på forskellig måde kan påvirke vores naturlige hormonbalance.

Som kvinde skal du være ekstra opmærksom på kemikalier, særligt hvis du har planer om at blive gravid eller allerede er gravid. Udsættelse for det hormonforstyrrende stof, phthalat, øger både risikoen for abort og øger antallet af risikofaktorer for svangerskabsdiabetes under din graviditet. Phthalater påvirker dit ufødte barns stofskifte, nervesystem, vækst, hjernens udvikling herunder barnets senere sprog, motoriske færdigheder og intelligens.

Hvad er det hormonforstyrrende stof phthalat?
Phthalater er kemiske blødgørere, der har været meget udbredt siden 1950’erne. De bruges generelt til at forbedre mange forbrugerprodukters fleksibilitet, klæbeevne og bøjelige egenskaber.

Phthalater findes i et meget stort udvalg af produkter. I plejeprodukter anvendes de eksempelvis til at trænge igennem og blødgøre huden, og hjælpe til med at duften holder længere. De bruges i høj grad i legetøj, elektronik, såsom computere og telefoner, bilplejeprodukter, insektmidler, husholdnings-artikler, plastfolie, plastbeholdere, gulve, møbler og tapet. Listen er meget, meget lang.

Da phthalater ikke er kemisk bundet til den plast, de er tilsat, bliver de løbende frigivet til luften, maden, væsken osv. Har du nogensinde lagt mærke til hvordan plast sommetider stivner over tid? Det skyldes at phthalaterne har lækket ud af det.

Hvordan bliver du udsat for phthalater og dens risikofaktorer?
Blødgørere findes alle steder, derfor har både børn, voksne og gravide mange muligheder for at absorbere dem. Phthalter findes i mange duftstoffer og kosmetiske produkter, hvor de stabiliserer duften, øger påsmøringsevnen og forbedre hudens absorption. Det vil sige, at du finder dem i deodoranter, neglelak, hårspray, parfumer, lotioner, cremer, tandpasta og pulver.

I 2012 testede et større samarbejde mellem forskellige folkesundheds- og miljøgrupper 72 kosmetiske mærker for indholdet af phthalter. De fandt frem til, at næsten tre fjerdedele af produkterne indeholdte blødgørere. I samme tidsperiode blev phthalatniveauet hos flere forskellige befolkningsgrupper undersøgt. Det højeste niveau af phthalat blev fundet hos kvinder i den fødedygtige alder, formodentlig på grund af deres øgede forbrug af kosmetik og personlige plejeprodukter.

Eksempelvis har en undersøgelse fulgt en separat gruppe af 350 gravide kvinder. Kvindernes urin blev testet for mængden af phthalater i både tidligt, midt og sen graviditet. Her fandt forskerne, at de største urinkoncentrationer af MEP (monoethyl phthalate) – en type af phthalater der almindeligvis findes i personlig plejeprodukter, såsom dufte og kosmetik – havde to gange risikoen for overdreven vægtforøgelse under graviditeten end dem med de laveste koncentrationer. De kvinder med den højeste koncentration af MEP havde også syv gange højere odds for glukosetolerance end kvinder med lave koncentrationer. Både overdreven vægtforøgelse og nedsat glukosetolerance under graviditeten er risikofaktorer for svangerskabsdiabetes. Cirka 50 % af kvinderne, der udvikler svangerskabsdiabetes, fortsætter med at udvikle type-2-diabetes i årene efter graviditeten.

Phthalter kan krydse moderkagen og overføres til fosteret, når du er gravid
Phthalater er af særlig bekymring for kommende mødre. Phthalater kan nemlig krydse moderkagen, og derigennem blive overført til fosteret under graviditeten. Desto mere moderen er eksponeret og udsat for phthalater, desto højere risiko er der for, at fosteret får overført phthalater gennem moderkagen.

Hvad sker der med fosteret?
Phthalter har flere virkningsmekanismer – de kan blandt andet opføre sig som østrogener i kroppen og binde til østrogen-receptorerne eller virke som antiandrogener ved at blokere de mandelige kønshormoners virkning eller forstyrre produktionen af dem. Der er generel enighed om, at eksponering i fostertilstanden i højere grad øger risikoen for alvorlige og permanente forandringer end en eksponering, man bliver udsat for som voksen. Hormonsystemet spiller en stor rolle hele livet, men et velfungerende hormonsystem er yderst vigtigt for den normale udvikling af et foster og barn.

Det nyfødte barns påvirkning af phtahlater
I en undersøgelse, der blev offentliggjort i 2015, fandt en gruppe forskere, at babyer, hvis moder for nylig havde anvendt børneplejeprodukter som baby lotion, shampoo etc. havde en fordoblet sandsynlighed for phthalter i deres urin end babyer, hvis moder ikke anvendte disse produkter. Endvidere kan phthalater overføres via modermælken. Det er vigtigt at begrænse både barnet og moderes eksponering for at beskytte det nyfødte barn. Det er derfor mange gode grunde til at moderen læser etiketter for at begrænse sit optag af phthalater så vidt muligt.

Sådan kan du formindske eksponeringen for phthalater
Hormonforstyrrende stoffer har meget forskellig omsætningstid i levende organismer. Heldigvis bioakkumulerer phthalater ikke i kroppen, hvilket vil sige, at de ikke bliver oplagret i kroppen, men udskilles i urinen over tid. Det er derfor muligt, på daglig basis, at minimere koncentrationen af phthalater i kroppen, ved at minimere eksponering og dermed kroppens optag af phthalater. Der er flere skridt, som den gravide mor og den nybagte mor bør tage for at begrænse optaget af disse kemikalier:

Føde- og drikkevarer
– Reducere forbruget af forarbejdede og emballerede fødevarer
– Øge forbruget af friske fødevarer
– Reducere opbevaring og opvarmning af føde- og drikkevarer i plastbeholdere

Parfume og personlige plejeprodukter
– Anvende ’phthlate-free’ lotion og sæbe
– Reducere forbruget af produkter med duft ved at vælge det parfumefri alternativ
– Anvende neglelak, tandpasta etc. der reklamerer med ‘No Di-Butyl Phthalate’ og ‘No DBP’

Husholdningsartikler
– Anvende PVC frie produkter – erstat med bomuld, bambus og lignende
– Anvende parfumefri rense- og vaskemidler

Kan du undgå hormonforstyrrende stoffer, særligt når du er gravid?
Desværre er det ifølge forskerne ikke muligt at undgå hormonforstyrrende stoffer, selvom man prøver. Det er ikke muligt at skærme os 100 procent ved at fravælge specifikke produkter, samtidig med at det kan være svært at navigere rundt i junglen af stoffer, der er vurderet til at være hormonforstyrrende. I øjeblikket er der mange mistænkte stoffer derude, og det er svært at bevare det fulde overblik. Det bedste er at bruge svanemærkede varer samt at undgå plast og dåser.

Tilmeld dig nu